skip to Main Content

Gå til etape

Danmark

Dannebro

Nice

Flag rød hvis og blå

1. Etape

Start: Vejle (DK)
Mål:  Büdelsdorf (DE)
Afstand: 198 kilometer
Højde: 1.248 meter

Første dag er en lang transport-etape fra Vejle i Danmark til Büdelsdorf i Tyskland. Etapen er i alt 198 kilometer og det er derfor vigtigt, at konditionen er på plads helt fra starten. Ruten er stort set helt flad med meget små knolde undervejs, og du får derfor rig mulighed for at komme godt ind i rutinerne på denne første etape.

2. Etape

Start: Büdelsdorf (DE)
Mål: Achim (DE)
Afstand: 205 kilometer
Højde: 1049 meter

Anden etape er med slutmål i den tyske by Achim. Grundet vinden fra Vesterhavet/Nordsøen, kan det dog godt blive en hård etape. På ruten passerer vi Elpen, som krydses med færge. Herefter sætter vi kursen mod målet i Achim.

3. Etape

Start: Achim (DE)
Mål: Davensberg (DE)
Afstand: 206 kilometer
Højde: 1438 meter

Tredje etape er den sidste på de tyske landeveje, inden vi skal stifte bekendtskab med nogle af de helt store forårsklassikere. Der venter to meget hårde dage forude, som, inspireret af Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, kræver både viljestyrke og kampgejst. Det er derfor vigtigt, at du fokuserer på at komme til målbyen Davensberg i Nordrhien-Westfallen uden at bruge unødig energi.

4. Etape

Start: Wesel (DE)
Mål: Liege (BE)
Afstand: 178 kilometer
Højde: 1.329 meter

På denne etape runder vi Holland, og kører i fodsporene på danske Michael Valggren, som i 2018 endte øverst på skamlen til Amstel Gold Race. Hvert år viser den cykelgale hollandske befolkning stolt deres bakker og snoede veje frem til netop Amstel Gold Race, og selvom Holland generelt er flad som en pandekage, er den sydlige Limburg-provins særdeles kuperet. Her finder vi kendte bakker som Cauberg, Eyserbosweg og ikke mindst Keutenberg, som er Hollands stejleste bakke på op til 22% stigning. Vi skal naturligvis bestige dem alle tre.

5. Etape

Start: Valkenburg (NL)
Mål: Esch-sur-Sûre (LU)
Afstand: 176 kilometer
Højde: 3.265meter

På femte etape fortsætter vi med at lade os inspirere af Ardenner-klassikerne. I denne omgang gælder det Liege-Bastogne-Liege, som er det ældste og nok mest prestigefyldte cykelløb – deraf kælenavnet ”La Doyenne” (førstedamen). Denne etape består af ekstremt hårdt terræn på smalle og udfordrende veje. Du vil bestige , Cote de la Haute Levée, Cote de Mont-le-Soie samt Col du Rosier, der er Liege-Bastogne-Liege rutens længste stigning på 5,6 kilometer med 5,5% stigning i gennemsnit – en unik lille forsmag på, hvad der venter os forude i Alperne

6. Etape

Start: Esch-sur-Sûre (LU)
Mål: Le Petite Pierre (FR)
Afstand: 206 kilometer
Højde: 2.882 meter

Vi starter i det luxembourgske terræn, der har opfostret mange gode cykelryttere såsom Schleck-brødrene. Storhertugdømmet Luxembourg har med sine ca. 2.586 km² (Danmark: 43.000 km²) ikke meget land at gøre godt med. Der er dog rigeligt med bakker, som vi stifter bekendtskab med i både 5. og 6. etape. Den 6. etape slutter i Le Petite Pierre Frankrig nær Strasbourg.

7. Etape

Start: Le Petitte-Pierre (FR)
Mål: Mulhouse (FR)
Afstand: 195 kilometer
Højde: 2.679 meter

De første bjerge venter forude! Det er ikke Alperne, men stadig en udfordring, der er værd at tage op. Inden vi rammer bjergene, skal vi køre gennem det grønne og frodige Alsace på den populære Vinrute, som er stor oplevelse. Når vi er færdige med at opleve de fascinerende vinmarker, venter bjergtoppene Col du Platzerwasel og Col du Grand Ballon forude. Michael Rasmussen brugte blandt andet Grand Ballon til at vinde Tour De Frances 9. etape i 2005. Derudover er Grand Ballon nok mest kendt – og berygtet – fra Gran Fondo løbet ”Trois Ballons”, som hvert år udfordres af ca. 3.000 motionister fra hele verden.

8. Etape

Start: Cernay (FR)
Mål: Morges (CH)
Afstand: 195 kilometer
Højde: 3458 meter

Vi forlader Frankrig og kører ind i Schweiz; en fantastisk flot tur venter, hvor vi kører opad det meste af dagen – specielt den første del af etapen. Kombinationen af over 200 km og knap 3500 højdemeter gør 8. etape til en af de mest ekstreme på turen.  Vi er i Tour de Suisse-territorie og det ikke for sjovt at mange proffer bruger lige netop dette terræn til at forberede sig til Tour de France. Vi kan som ryttere bruge Jura bjergene som forberedelse til de store bjergetaper der venter os i alperne.

9. Etape

Start: Morges(CH)
Mål: Albertville (FR)
Afstand: 167 kilometer
Højde: 1765 meter

Den 9. etape går til Albertville, som nok er mest kendt for vinter OL-værtskabet i 1992. Inden vi når så langt skal vi igennem 167 km fantastisk natur, hvor vi blandt andet kører forbi Lac Leman (Geneve søen) og Lac d´Annecy (Anneecy Søen). Efter 95 kilometer kommer vi til dagens udfordring Col de la Croix Biche som er dagens eneste stigning (3.2 km – 5.4%). Ruten er tilrettelagt således vi ankommer tidligt i Albertville. På den måde når vi at blive klar kongeetapen dagen efter.

10. Etape

Start: Albertville (FR)
Mål: Briancon (FR)
Afstand: 169 kilometer
Højde: 4816 meter

Den 10. etape byder på tre af cykelsportens mest legendariske bjerge: Col de la Madeleine, Col du Télégraphe og Col du Galibier. Hertil skal ukendte, men særdeles spektakulære, Lacets de Montvernier bestiges – en sand lækkerbisken for en cykelentusiast. Den 10. etape er Ride Across Europes kongeetape og er enormt krævende, men det er samtidig en ultimativ fantastisk udfordring. Fælles for de fire bjerge er, at de alle har indgået i Tour de France op til flere gange. Senest blev Col de la Madeleine og Lacets de Montvernier besteget i 2018 på 12. etape med Geraint Thomas som vinder (Team SKY).

11. Etape

Start: Briancon (FR)
Mål: Limone Piemonte (IT)
Afstand: 165 kilometer
Højde: 3.710 meter

Den 11. etape byder på endnu en dag i Alperne, som bliver en af turens hårdeste grundet gårsdagen kongeetape. Col D´Izoard(2360 m) og Col Agnel(2744), skal bestiges. Col D´Izoard har været på Tour de France-programmet adskillige gange, og det er netop blevet offentliggjort, at den også er på programmet i 2019. Col Agnel er det tredjehøjeste bjergpas i Alperne (2.744 m) kun overgået af Stelvio og Col de I´lseran. Col Agnel er forholdvis ukendt, men har både været med i Tour de France og Giro d´Italia. Efter at have besteget Col Agnel kommer en lang nedkørsel, der fører os til smukke Piemonte i Italien.

12. Etape

Start: Limone Piemonte (IT)
Mål: Nice (FR)
Afstand 119 kilometer
Højde 2.810 meter

Sidste etape på turen skal gennemføres, inden vi velfortjent kan fejre gennemførelsen af Ride Across Europe ved slutmålet i Nice! Vi starter med en sidste stigning på Col de Tende, som vi, grundet dårlige veje på sidste del af bjerget, ikke bestiger til tops. Efterfølgende har vi en lang, flot nedkørsel mod den Franske Riviera, og herfra kan du nyde synet af store biler og overdådige yachts, inden vi rammer målstregen ved Promanade des Anglais i Nice og er klar til tiltrængt restitution og fejring.

Back To Top
X