fbpx

Dolomites Challenge etaper

1. etape – Sappada

Distance: 187 km Højdemeter: 3.650 m Sværhedsgrad: 4/5

Første etape af Dolomites Challenge starter i den Italienske havneby Monfalcone, der ligger 120 km øst for Venedig og blot 8 km fra den Slovenske grænse. Med udsigt udover Adriaterhavet sætter vi kursen mod Dolomitterne og allerede efter 15 km krydser vi grænsen til Slovenien, når vi rammer turens første lille stigning på 1 km med 8% i snit. De næste 100 km cykler vi langsomt op i 500 meters højde, inden dagens helt store højdepunkt, Monte Zoncolan, venter! De første 10 km af Zoncolan stiger med 8-9%, mens de sidste 3-4 km stiger 13-15%! Giroen kommer forbi fra samme side i 2021 for kun 2. gang. Efter en kort teknisk nedkørsel gennem skoven til Comeglians går det igen opad mod Cima Sappada (1292m) inden vi rammer hotellet lige efter toppen.

2. etape – Val gardena

Distance: 140 km Højdemeter: 3.900 m Sværhedsgrad: 4/5

Etapen starter med en nedkørsel og minder herefter om en rutsjebane med bjerge fra start til slut! Vi skal over hele 5 bjergtoppe og kommer til at nyde udsigten Dolomitterne det meste af dagen. Vi starter ud med 3 mellemlange stigninger på 7-11 km og med gennemsnit på 4,5-6%. Passo Tre Croci (1805m), Passo di Valparola (2168m) og Passo di Campolongo (1875m). Efter de første 3 bjerge, skal vi op af dagens hårdeste bjerg, der også er dagens højeste pas og kendt som ”Coppi´s Climb” Passo Pordoi (2239m), der er mere end 9 km langt og stiger over 7%. Fausto Coppi var først over toppen i 5 forskellige udgaver af Giro d´Italia og passet har efter hans død i 1960 haft status som ”Cima Coppi” 13 gange. Efter en kort nedkørsel skal vi op til Passo Sella (2218m), der lægger navn til cykelløbet Sellaronda, hvor mere end 20.000 deltager. De sidste 13 km er nedkørsel til målbyen Val Gardena.

3. etape – Schlanders

Distance:  151 km Højdemeter: 2.600 m Sværhedsgrad: 3/5

Etapen byder kun på 5 km nedkørsel, inden den første stigning venter. Vi skal køre 4 km med 6% i snit inden vi når toppen af Passo Pinei (1437m). Fra toppen er der igen næsten 40 km nedkørsel før vi rammer Dolomitternes hovedby Bolzano i 250 meters højde. Giroen har været forbi flere gange i Bolzane, bl.a. for 70 år siden, hvor Fausto Coppi var først over målstregen, da Giroen kørte en 244 km lang etape med mål i Bolzano. Efter en flot tur på cykelstien langs floden Isarco rammer vi dagens første stigning, Passo della Mendola (1362m) der har en højdeforskel på over 1000 meter fra bund til top! Efter en kort nedkørsel rammer vi dagens 3. og sidste bjerg, Passo Palade (1518m). Herefter venter 25 km nedkørsel, inden der bliver rig mulighed for at slappe lidt af når vi igen skal køre langs floden de sidste 35 km ind mod målbyen Schlanders.

4. etape – Tirano

Distance: 170 km Højdemeter: 4.600 m Sværhedsgrad: 5/5

Kongeetapen! 4. etape byder på 3 legendariske bjerge! Passo dello Stelvio, Passo Gavia og Passo del Mortirolo. Med sine 48 hårnålesving og 2757 meters højde, så burde Stelvio ligge helt i toppen på de flestes bucket list! Giroen har været forbi 13 gange med vindere som Nibali, Quintana og Pantani. Gavia er med sine 2621 hm det næsthøjeste i Italien, lige efter Stelvio. Gavia har en af de flotteste nedkørsler man kan forestille sig. Til sidst venter Mortirolo (1852hm), som Lance Armstrong engang har udtalt er det hårdeste bjerg han nogensinde har kørt! Det blev kørt under Giroen for første gang i 1990 efter at have været stort set ukendt indtil da. Med andre ord, det bliver en etape vi aldrig glemmer!

5. ETAPE – san bernadino

Distance: 164 km Højdemeter: 2.800 m Sværhedsgrad: 3/5

Efter en hård dag ser 5. etape på papiret mere overskuelig ud, men Passo dello Spluga (2114 hm), der markerer grænsen mellem Italien og Schweiz venter efter ca. 100 kms kørsel ned gennem Valtellina-dalen langs floden Adda. Efter ca. 30 km med et snit på 6% vi rammer toppen af Passo dello Spluga. Herefter venter en af turens fedeste nedkørsler til Splügen inden det igen går op til Passo San Bernadino (2066 hm), hvor den store sø på toppen markerer, at det er tid til at køre ned turens højeste beliggende målby San Bernadino i 1600 meters højde. Giroen kører den modsatte vej over de to bjerge i 2021.

6. ETAPE – brig

Distance: 192 km Højdemeter: 3.150 m Sværhedsgrad: 4/5

Turens længste etape starter med 40 km nedkørsel fra 1600 meters højde til 250 meters højde, inden vi rammer to af turens mest ikoniske bjerge der er kendt for sine brosten, James Bond og Hotel Belvedere! Først skal Passo Sankt Gottardo2106 m) bestiges. De sidste 12 km stiger med 7,5% i snit, hvoraf de 7 km køres på gamle brosten! Efter vi har nået toppen kører vi ned mod Andermatt, inden vi rammer bunden af Passo della Furka (2429 m), der er kendt for James Bond-filmen Godfinger og Hotel Belvedere, der ligger kort ned ad nedkørslen. De sidste 55 km falder med 1800 meter inden vi rammer målbyen Brig.

7. ETAPE – Thonon-les-bains

Distance: 170 km Højdemeter: 1.850 m Sværhedsgrad: 3/5

En etape og et bjerg venter, før vi kan fejre gennemførslen af Dolomites Challenge! De første 110 kører vi langs Rhônefloden med udsigten til vinmarker så langt øjet rækker! Udover to små knolde går det let nedad hele vejen og der kan lades op til turens sidste bjerg, Pas de Morgins (1378 m) der er 15 km langt og stiger mere end 6% i snit! Toppen er også en markering af grænsen mellem Schweiz og Frankrig, hvilket betyder at der venter 45 km ned mod målbyen Thonon-les-Bains, hvor vi skal fejre gennemførslen af Dolomites Challenge!