fbpx

Hvad kræver det at deltage?

Det spørgsmål får vi fra stort set alle vores deltagere, inden de tilmelder sig!

Vores cykeludfordringer er ekstreme og har en hårdhed, hvor langt de fleste ville sige: ”Det er bindegalt – nej tak”, mens andre ville sige: ”Wow, det må prøves! Mon jeg kan klare det?”.

Deltagerne er stærke cykelmotionister mellem 30-65 år (gennemsnitsalder på 49 år 2021) som tændes af en fed udfordring, der kan rykke deres grænser og give dem oplevelser for livet. Alder er ikke afgørende for deltagelse på vores ture. Det vigtigste er, at du som deltager er indstillet på at træne hårdt og målrettet for at komme i form. 

Deltagerne kommer fra hele landet, og kun få kender hinanden på forhånd, men en fælles passion og målsætning ryster dem hurtigt sammen! Der afholdes fællestræninger og træningsweekender i månederne op til turen. De afholdes ikke blot for at komme i bedre fysisk form, men også for at sikre det sociale sammenhold rytterne iblandt.

VEJLEDENDE TRÆNINGSmængde

Sådan kører vi!

Alle vores udfordringer kræver selvsagt en stærk motionist, men derfor er der alligevel niveauforskelle mellem deltagerne. Disse udligner vi ved at deltagerne hver morgen inden etapestart kan vælge, om de vil køre med gruppe 1 (G1) eller gruppe 2 (G2). I hver gruppe kører ca. 15 deltagere og en kaptajn.

G1 kører med en gns. fart på 30-32 km/t i fladt terræn.

G2 kører med en gns. fart på 28-30 km/t i fladt terræn.

På kuperede etaper med mange højdemeter er der plads til at følge sin egen rytme, da vi laver opsamlinger efter bjergene/bakkerne. En af vores kaptajner danner gruppetto, mens en anden kører med de hurtigste på dagen. På den måde minimerer vi ventetid på bakker og bjerge for de hurtigste, og de bagerste skal ikke føle sig presset over at nogen måtte vente på dem.

Der er naturligvis forskel på vores challenges, og  derfor skal ovenstående vejledning om, hvordan vi kører også sammenholdes med den valgte udfordring eller træningslejr.

Kontakt os

 Er du i tvivl, om det er noget for dig, så kontakt os.