skip to Main Content
Hvad Skal Du Have Med Til Sommerens Cykelrejse?

Hvad skal du have med til sommerens cykelrejse?

Sommeren er over os, og det betyder for mange cykelryttere, at formen skal prøves af i bjergene eller under udfordringer som Ride across Europe. Der er flere ting, du bør overveje, inden du tager kampen op mod de mange kilometer og stejle stigninger.

Først og fremmest er det vigtigt, at du og din cykel er et godt team, hvilket du bedst opnår ved et bikefit. Herved mindskes risikoen for skader og ubehag, når du drager af sted på din tro følgesvend. Lige så vigtigt er det, at du har styr på din træning op mod rejsen. Du skal have en strategi for energi- og væskeindtag før, under og efter. Der er meget at holde styr på, og det bliver hurtigt et uoverskueligt projekt. Med coaching overlader du planlægningen til din coach og kan fokusere udelukkende på din træning.

Det næste skridt på vej mod en vellykket rejse er at pakke kufferten. Vi forsøger her at give dig en guide til de vigtigste ting til cykelrejsen. Som det første er det vigtigt, at din cykel er ny-serviceret – så send cyklen til ferietjek, imens du læser resten af denne guide.

Dele til cyklen

Need-to-have:

Sliddele & værktøj: Slanger, dæk og bremseklodser.

Du skal være opmærksom på, om delene passer præcist til din cykel:

  • Dækbredde: 23, 25 eller 28 mm dæk?
  • Ventillængde: har du højprofil, som kræver mere end 48 mm ventil?
  • Bremseklodser/skiver: Er det carbon eller alu fælgbræmser? Er det 140 eller 160 mm skiver?

Simpelt værktøj som en umbraco og torx samt en lille pumpe er uundværlige dele, hvis en skrue skal strammes, eller punkteringen skal klares.

Klamper: Klamper er sliddele, og det kan være en rigtig god idé at medbringe et ekstra sæt. Selvom dine klamper er helt nye inden afrejse, kan du være uheldig at ødelægge dem undervejs, og der kan være langt til nærmeste cykelhandler, som forhandler lige netop dit mærke og model i klamper.

Kassette & kæde: Hvis uheldet er ude og kæden knækker undervejs, så er gode råd dyre. Med både 10-, 11- og 12- speed, forskellige kæde typer, kassetter og klinger er det vigtigt at have det, som passer til din cykel og dit behov. Husk altid, at det er en fordel at have lidt mindre gear, end du forventer at skulle bruge. En kædeskiller er et fantastisk stykke værktøj. Sammen med et løst samleled kan det redde dig på farten.

Oplader til elektroniske gear: Der bliver trykket lidt oftere på gearskifteren, når din roadbook siger bjerge. Der er rigtig langt til toppen, hvis dine gear løber tør for strøm. Er du til mekaniske gear er et ekstra gearkabel altid en god idé i kufferten.

Nice-to-have:

Ekstra hjulsæt: Selvsagt en luksus men også en stor fordel i tilfælde af defekt. Dette er specielt anbefalelsesværdigt, såfremt du har en følgebil, som i Ride across Europe. Der er en grund til, at professionelle ryttere ikke bruger tid på at lappe eller skifte slange.

Ekstra kassette: Som tidligere nævnt kan større gear, hvis nu bjergenes stigninger overrasker dig, være en fordel. At have et ”panik-gear” er, i udfordringer som Ride across Europe, en måde at sikre dig, at du kan overleve selv om stigningerne virker uoverskuelige, og overskuddet for længst er forsvundet.

Powerbank: Skal du ud på de lange etaper, vil en powerbank til cykelcomputeren være anbefalelsesværdig – træningsdata skulle nødigt gå tabt.

Dele til rytteren

Need-to-have:

Tøj & sko: Sokker, cykelbukser, cykeltrøjer, svedundertrøjer, cykelsko. Det er vigtigt at medbringe cykeltøj, som du føler dig godt til pas i, og som ikke generer dig nogen steder. Det kan blive nogle lange dage på cyklen, hvis tøjet sidder forkert, eller skoene ikke passer.

Regnjakke, skoovertræk, lange handsker, halsedisse: Nuvel, du drager syd på, og vi håber selvfølgelig, at du får en ferie med sol og tørvejr. Men vejret i bjergene kan være meget omskifteligt, så forbered dig på alt fra sol og sommer til regn og storm. Det ville være ærgerligt at misse en træningsdag eller udgå af en etape i Ride across Europe, fordi det rette tøj ikke er medbragt.

Løse knæ, arme og ben: De tidlige morgentimer kan være kølige, og her er de løse ”dele” en god følgesvend. De holder dig varm, indtil solen får fat og er nemme at stoppe i baglommen bagefter.

Solcreme & solbriller: Solen er hård i bjergene, og det er vigtigt at beskytte huden med solcreme – også når du har fået den første ”cykel-tan”. Solbrillerne beskytter ikke kun dine øjne mod solens stråler men også mod skidt fra vejen på de hurtige nedkørsler.

ID, kontanter & cykelhjelm: Skulle uheldet være ude, og du styrter, er det vigtigt, at du har husket ID i form af det blå sygesikringskort og din rejseforsikring. Vigtig information som allergier, blodtype og kontaktinfo på pårørende bør også være let tilgængelig, for dem du cykler med. Du har selvfølgelig en godkendt hjelm med som beskytter i dig i tilfælde af styrt. Kontanter i baglommen er et must i bjergene, når ”cykel-motoren” skal fyldes op med espresso.

Drikkedunke: Solen bager ned, imens du med høj puls kæmper dig op af den ene stigning efter den anden. Det kræver klar væske til motoren og gerne rigeligt af den.

Nice-to-have:

Ekstra sko: Efter mange kilometer og varme, kan fødderne hæve op. Derfor kan det være en god idé med et par ekstra sko, måske endda et nummer større end du plejer at bruge.

Lygter til cyklen: Mange steder i bjergene er der tunneler, og her er der mørkt. Så et sæt små lygter på cyklen er en fordel, hvis de store pas skal forceres, og bilerne skal kunne se dig.

Rengørings-ting til cyklen: Skal du være væk i en længere periode, som eksempelvis under Ride across Europe, vil din cykel blive beskidt og kræve en kærlig hånd. Husk at en ren cykel er en hurtig cykel.

Kort, spil og andre ting til social hygge om aftenen: Husk hyggen og nyd turen i godt selskab. Bjerge er fede. Bjerge med venner er endnu bedre.

Pak kufferten og du klar. Skulle du være i tvivl om noget inden afrejse, er du altid velkommen til at kontakte Frank Institute of Sports eller Vélo Challenge så svarer vi gerne på dine spørgsmål

Sidst men ikke mindst er det vigtig at pakke smilet.

Nyd turen – det er fedt! Rigtig god rejse!

Blogindlægget er skrevet af Mads Frank fra Frank Institute of Sports

Kort om Mads Frank
  • Ultrarytter med podiepladser i World Cups.
  • Tidl. rytter på EuropeTour-hold i bl.a. Belgien og Schweiz.
  • Konkurrencer på internationalt plan i ultraløb på over 1000 km non-stop.
  • Ejer af Frank Institute of Sports med speciale i bikefit, coaching og testning af cykelryttere ( www.frankinstituteofsports.com/da )
  • Idrætsuddannet ved Syddansk Universitet samt erfaring fra manuel sportsterapi.
Back To Top
X